fbpx
  • Mixed Martial Arts: Interview med Jonas Mågård

    Mød den kommende danske MMA-stjerne Jonas Mågård.
    Jonas Mågård flyttede fra Randers til CSA for ca. 1 år siden. Denne weekend skal Jonas kæmpe ved Cage Fight Live Challengers.

    Hvis du ser tilbage på året der er gået, hvad har så været den største omvæltning ved flytningen?
    “At jeg er faldet så hurtigt til, hvilket skyldes det sociale netværk i klubben. Folk er meget åbne, og det har givet mig en stor vennekreds både i og uden for klubben.

    Arbejder eller træner du fuld tid?
    “Jeg træner fuld tid. Derudover underviser jeg i CSA, får støtte fra familien og har diverse småjobs rundt omkring via netværket i klubben. Det tilsammen får det hele til at løbe rundt.”

    Hvorfor har du valgt at træne fuld tid?
    “Det er det jeg vil. Jeg er gået all-in for at nå mit mål. Jeg vil være den bedste.
    Jeg vil gerne kunne leve af det jeg elsker –  altså at træne og kæmpe MMA!”

    Hvad er der så sket det sidste års tid udviklingsmæssigt?
    “I starten var det en kamp bare at få styr på basis. Det, at alle omkring mig var teknisk bedre, gjorde at jeg i starten fandt det lidt frustrerende. Samtidig fik jeg øjnene op for, hvor stort et game MMA i virkeligheden er. Det hele gjorde, at jeg var utålmodig, fordi jeg ville være den bedste her og nu.
    Men som tiden gik kunne jeg bedre og bedre mærke min egen udvikling og fremskridt! De ting, vi trænede, begyndte at hænge fast, som en refleks, der sidder dybt inde på rygraden. Når jeg i dag ser tilbage, er det fedt at mærke, at det jeg havde svært ved i starten, er blevet en del af mig selv. Det sidder så dybt i kroppen, at jeg ikke længere tænker over det. Det er bare en naturlig reaktion, ligesom at blinke med øjnene. Det tænker du jo heller ikke over.”

    Nu har du kamp på lørdag, hvad er dine tanker og forventninger til kampen?
    “Jeg går ind for at præstere 100%! Jeg prøver ikke at tænke så meget over det, fordi kampen først ER på lørdag, og jeg ikke kan se ind i fremtiden. Jeg vil være 100% tilstede i nuet og bruge så lidt energi som muligt på at tænke for meget over kampen nu.
    Jeg går dagligt og “kæmper” med hjernen for at slappe af og ikke tænke alle mulige scenarier, men bare være tilstede i nuet. Der kan ske uendelig mange ting i kampen, men jeg vil ikke skænke det så mange tanker, fordi jeg ved først lørdag, hvad der sker alligevel, og derfor vil jeg hellere spare energien til selve kampen.”

    Hvad skal vi forvente at se på lørdag?
    “Hvor end kampen kommer hen er jeg 100% forberedt og jeg kender min modstander! – jeg glæder mig SÅ meget til denne kamp! Det er lang tid siden sidste kamp, og der er sket meget siden sidst både mentalt, teknisk og fysisk! Jeg går ind for at vise, hvem der er den bedste i min vægtklasse i Danmark. Jeg skal nok ta’ styringen med kampen, så det bliver min kamp, uanset hvad han kommer med. Jeg og Coach (Carsten) har analyseret hans kampstil. Han kommer med mange slag, er agressiv og frembrusende. Jeg er sikker på, at uanset hvad han kommer med, så bliver jeg presset hårdere i den daglige træning på ALLE områder, end jeg nogensinde vil blive i kampen – både defensivt og offensivt.”

    Noget til sidst du vil sige?
    “Tak selvfølgelig til min familie som støtter mig, mit team, min sponsor: Shark Energi og Knockout Sports.
    Og til sidst, tak til mig selv fordi jeg har fundet det jeg virkelig brænder for… HAHA ;)”

Paste your AdWords Remarketing code here