Er man fysisk aktiv på et vist niveau, kan det nok ikke undgås at man løber ind i et par skader i ny og næ. Det afgørende er, hvad du gør ved det. Ender du med at blive lullet ind i en rytme, hvor træningen forsvinder ud af skemaet eller er abstinenserne for store til at blive helt væk fra træningen.

Roger var en gang så uheldig at prøve en tid med en skade, han tacklede det sådan her:

Hvad tænkte du da det blev klart at du nok ikke bare skulle hjem og have is på et par timer?
Min første tanke var, gud er det virkelig så slemt? Jeg ville ikke tro lægen og tog hende måske ikke helt alvorligt. Men efter nogle minutter kunne jeg have tudet og specielt da jeg ringede min træner Carsten for at fortælle om det hele. Jeg fik mange tanker i hovedet. Kommer jeg nogensinde til at kunne træne på samme niveau igen? Vil jeg kunne løbe, danse eller gå normalt igen? Jeg vil ikke kunne coache mit hold i lang tid. Mange ting som jeg holder af blev sat på pause.

Men jeg er meget handlingsfokuseret og begyndte lægge en plan – forskellige trænings muligheder for mit ”handikap”. Det hjalp til at klare den ”akutte” panik. Jeg forsøgte at tænkte på det positive, men var samtidig meget frustreret.

Efter en skade bliver man mere bevidst om at der kan være konsekvenserne ved hård træning og det skal man også bare være forbered på. Det hører heldigvis til sjældenhederne at ramme de længerevarende hårde skader.

En god undskyldning for at holde en pause?
Da jeg fik min alvorlige skade havde jeg en masse andre små skader, så jeg tænkte, at jeg nu kunne passe på mig selv og restituere min krop helt igennem under mit fravær.

Jeg tænkte også at jeg skulle bruge mere tid på skolen. Det var da også dejligt at lave noget andet af og til, så mine tanker ikke kun gik på den træning jeg gik glip af.

Hvor længe var du ”sat på bænken” grundet skaden?
Ca 3 måneder uden kampsport, så jeg ikke kom til at støtte på benet. Men tiden til at blive 100% klar var meget længere. mellem 9 – 12 måneder.

Vi så dig jo her oppe selvom der både var skinne og bandage på endnu, hvorfor?
Det var især for at opretholde det sociale, sørge for ikke at gå helt i stå, og ikke mindst abstinenser for at træne. Men den største del var det psykiske. Den tid man venter på at blive frisk og komme tilbage kan føles lang hvis man holder sig helt væk.

Men jeg kunne dog godt føle jeg var ved at blive skør. Jeg kun ikke præstere som jeg tidligere kunne og hvis jeg forsøgte tog det 100 år og jeg var helt smadret efter. At gå til CSA hjemme fra mig plejer at tage 10 min max, da jeg var skadet tog det 40min -bare den ene vej. Jeg kiggede lidt på mit hold når de trænede og så gik jeg ned og lavede ”Handikap Crossfit”. Og så 40 min tilbage hjem.

Jeg kunne se hvordan min krop forandredes, jeg begyndte at tabe muskelmasse og føle belastning i andre dele af kroppen pga jeg ikke kunne bevæge mig normalt. Så jeg tvang mig selv til at komme i CSA hver anden dag, så ikke min skade skulle vinde over mig.

Jeg lyttede til en masse motivationstaler og fortsatte arbejdet fremad, jeg tænkte på at jeg skulle blive endnu bedre. Visse dage var så hårde, at følelsen af ikke at kunne hvad jeg ville gjorde, at jeg næsten græd på vejen hjem fra træning. Men huskede mig selv på at sætte tingene i perspektiv, det var ikke en livstruende sygdom eller noget andet slemt, jeg vidste at det med tiden ville blive bedre.

Jeg er meget glad og taknemmelig for den støtte jeg fik fra min kæreste, trænere, venner og lægen.

Har du et råd til folk der render ind i en skade for at holde motivationen til at vende tilbage?
Husk at have en positiv indstilling. Livet kan ikke altid være en dans på roser og når det er slemt skal man huske hvad der gør dig glad. Når du bliver frisk igen er du en erfaring rigere i din træning.

Huske at have tålmodighed med alt. Kroppen har brug for ordentlig restitution og heling. Det findes ikke nogen magisk medicin som heler det hurtigere.

Man kan altid lave noget. Hvis du har brækket din arm skal du måske ikke lave pushups, men i stedet bliver du kong på squats eller mavebøjninger. Man kan altid lave noget, dels for at bibeholde en god fysisk form men også for det mentale. Man bliver nemt alt for ked af det og føler sig patetisk. Hvis man har det sådan, så skal man bare ud og få lavet sin ”handicaptræning”. Men det skal være i balance, ikke over do it og risikere en ekstra skade.